Gay rights are human rights.

I dag i samfundsfag diskuterede vi grundloven. Vi blev delt op i seks grupper, hvor et-tre skulle finde på argumenter for, hvorfor grundloven skulle ændres/gøres mere moderne. Gruppe fire-seks skulle finde på argumenter for, hvorfor grundloven skulle bevares. Jeg var i gruppe fem. Efter ti minutter, blev grupperne sat til at argumentere for deres sag overfor en anden gruppe. Vi fik gruppe to. Det gik egentlig fint nok, indtil en pige fra den anden gruppe sagde; "vi synes, at homoseksuelles rettigheder skal skrives ind i grundloven".

Der blev jeg fuldstændig mundlam. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Jeg synes, at det er sådan en smuk tanke. Jeg er stor forkæmper for homoseksuelles rettigheder. Ja, i mit sidste indlæg skrev jeg om min tro på Gud, og om min seriøsitet omkring det at være kristen, og nogen kristne siger, at homoseksualitet er forkert ifølge biblen. Nu har jeg godt nok ikke læst biblen, men noget har jeg da lært af alle de kristendomstimer, præstetimer og religionstimer.. Der står ingen steder, om det er rigtigt eller forkert, det kommer an på en personlig fortolkning. Og min fortolkning? Homoseksuelle er også mennesker. De fortjener ligeså meget ret til kærlighed og et familieliv, som vi andre gør.

For omkring en måned siden så jeg en dokumentar på Kanal 4. Den handlede om to transseksuelle mænd, som havde adopteret to autistiske drenge. Da de netop er transseksuelle, blev den ene gravid. Pga. pladsmangel eller økonomi (kan ikke huske hvilken), blev familien tvunget til at flytte til en ny by i sydstaterne i USA. De flyttede fra et sted hvor de var accepteret, til et sted hvor de var udstødt. En af de autistiske drenge havde kommet til at sige i skolen, at hans far var gravid. Lærerne troede, at drengen led af vrangforestillinger, og de smed ham ud. Hvorfor? Fordi i deres verden er homoseksualitet forkert. En mand er selvfølgelig heller ikke gravid normalt, men biologisk set var han jo stadig en kvinde. Skolen ringede ikke hjem og fortalte dem om det, de måtte høre det fra deres frustrerede søn da han kom hjem.



Det er meget svært at forklare hvordan resten af dokumentaren udspillede sig, da den var lang og fuld af mange forskellige historier om, hvordan familien mødte had på deres vej, hver evig eneste dag. Da den var slut gik jeg i seng, men jeg kunne slet ikke sove. Jeg var så vred. Jeg havde lyst til at gå op til de mennesker der havde gjort den familie ondt, og bare råbe af dem. Råbe af dem og fortælle dem, at de altså også er mennesker med følelser. De er mennesker, der havde en drøm om kærlighed og om en familie. Hvem fanden tror de, de er? Hvem fanden tror vi, at vi er? Ingen skulle have lov til at diskriminere imod homoseksuelle. Jeg kan blive så vred og så ked af det, og det er ét af de emner, som virkelig kan få mig op i det røde felt.

Jeg har lovet mig selv, at hvis jeg en dag er i en position hvor folk ser op til mig, så vil jeg bruge hver en mulighed jeg har, til at oplyse folk om det her emne. Om jeg så er berømt, præsident, gift med en eller anden eller noget helt fjerde, så vil jeg kæmpe min røv i laser for de her mennesker. Jeg er ikke selv homoseksuel, jeg er hundrede procent hetero. Hvorfor skal jeg have lov til at få et barn, til at blive gift og til at blive accepteret af verden, når de ikke har? Det er lige før jeg ikke vil giftes før det er lovligt i store dele af verden. Jeg ved godt, at det er urealistisk. Men hvorfor er det kun New York der er for? Hvad med resten af USA? Hvad med Canada? USA er et af de lande med mest indflydelse. Så sæt dog et godt eksempel, forfanden!

Jeg kunne blive ved i evigheder. Hvorfor hedder det 'registreret partnerskab' og ikke 'mand/kone og mand/kone'? Hvorfor er det lige, at de ikke må kalde sig ægtefæller? Hvorfor vil præsterne ikke gifte dem? Hvorfor er et homoseksuelt kirkebryllup ulovligt? Hvorfor? Fordi verden er et fucked up sted, hvor der endnu ikke er ligestilling til alle. I min verden svarer det til dengang, hvor sorte kæmpede for deres rettigheder. De var slaver for de hvide. De homoseksuelle er slaver for hele verden. Jeg beundrer dem. Så meget. De ved, at ved at springe ud, så møder de et liv med modgang og med begrænsede muligheder. Alligevel er deres tro på kærligheden så stor, at de siger "fuck hele verden, jeg elsker den jeg elsker". Hundrede tusinde point til jer!



Hvis du er homoseksuel, så tror jeg på dig. Jeg tror på din fremtid. På dine rettigheder. På at det hele nok skal lykkes en dag. Så du skal også tro på dig selv. Du er helt rigtig, som den du er. Du er ikke mindre værd, du er ikke en særling eller en freak. Du er et smukt mennesker, som elsker den dit hjerte vælger og ikke den samfundet vælger, at du skal elske. Og du er et stærkt mennesker, som tør at være den du er. Det er der ikke mange heteroseksuelle der tør, forfanden, jeg tror ikke engang at jeg tør. Og sidst, men ikke mindst.. Hvis du er homoseksuel, så er jeg stolt af dig.



Så blev det dagen hvor jeg er alene hjemme.

De sidste par dage har jeg tænkt rigtig meget over hvem jeg skal være, og hvem jeg egentlig er. Konklusionen er, at jeg ingen idé har om, hvem jeg er ligenu, men jeg har et meget klart billede af hvordan jeg vil være. Jeg vil være en blanding af Samuel Larsen og Miley Cyrus. Jeg tænker Miley's tøjstil og attitude. Jeg tænker Samuel's tatoveringer, musikalitet og syn på livet. Begge to er kristne og skjuler det ikke. Jeg er også kristen, men der er ingen der rent faktisk ved, at jeg mener det. Jeg er ikke en af dem, der er døbt og konfimeret og klader sig kristen. Nej, jeg mener det sgu. Jeg havde aldrig ladet mig konfirmere, hvis ikke jeg troede på det, jeg sagde ja til, for snart fire år siden. Når jeg føler modgang, angst eller andet, så samler jeg mine tanker og sender en bøn til Ham. Hvorfor? Fordi det giver mig en form for ro. Jeg takker Ham også, hvis mine øsnker/bønner går i opfyldelse. Jeg lukker mine øjne og sender et tak derop. Det her kan godt lyde mærkeligt hvis du er ateist. Men jeg har min måde at komme igennem svære tider, ligesom du sikkert har din.

Hvis du ingen idé har om, hvem Samuel Larsen er, så kan jeg fortælle dig, at han er den ene vinder af The Glee Project, som var et program, hvor vinderen fik en "re-accuring roll on Glee". Jeg er en kæmpe Gleek, så jeg så det selvfølgelig. Han er også ham, til venstre på billedet. Ham ved siden af Samuel, er hans bedste ven igennem 10 år, eller deromkring. Sammen har de bandet "Bridges I Burn". Samuel er bare alt hvad jeg nogensinde har ledt efter. Ikke fordi jeg vil date ham, men fordi han inspirerer mig helt enormt. Han lever og ånder for musik, han.. Jeg kan ikke beskrive det. Han er bare min sjæleven. Jeg kunne blive ved med at skrive om hvordan han inspirerer mig, men det ville blive for langt og for kedeligt og for snørklet, da det er rigtig svært at forklare.

Med hensyn til Miley, så har jeg længe været kæmpe fan af hende. Jeg ved ikke hvorfor, det var bare noget over hende som fangede mig. Jeg tager det ekstremt personligt, når folk kalder hende navne eller sviner hende til, fordi i min verden, der er hun én af grundende til, at jeg smiler. Igen, det er svært at forklare hvad hun præcis gør, og hvad det præcis er, men jeg ved bare, at hun er en stor del af mit hjerte.

En anden person, som jeg ville ønske jeg var som, er min veninde Olivia. Jeg mødte hende på min sprogrejse til Framlingham, England, i sommeren 2010. Det er hendes åbne sind, som jeg stræber efter. Hun kan snakke med alle mennesker. I sommer var jeg med til hendes "going away dinner", fordi hun er på high school i Alaska ligenu. Da jeg sad og spiste, kiggede jeg rundt på hendes veninder. De var allesammen vidt forskellige. Selvfølgelig var der nogen, der mindede om hinanden, men alle slags typer var repræsenteret. Hun havde en "efterskole hippie" veninde, nogle "handelsskole" veninder og så nogen helt almindelige typer, som mig og vores fælles veninde, Caroline, som også er fra sprogrejsen. Hendes mors side af familien er også venner med det sødeste bøssepar, som jeg bare gerne ville have taget med hjem i min taske. Hold kæft, hvor var de søde.

Men grunden til at hun inspirerer mig, er, at hun ikke dømmer folk på deres udseende. Du kender sikkert godt det dér med, at du ser en der ser mindre heldig ud, og med det samme har du besluttet dig for ikke at snakke med ham/hende. Sådan tænker Olivia slet ikke. Hun snakker med dem, og lader deres personlighed beslutte, om de er gode mennesker eller ej. Jeg beundrer det så meget, og det er virkelig noget jeg stræber efter at gøre. På gymnasiet har jeg masser af muligheder for at åbne mit sind for nye, skæve mennesker, men jeg har ikke rigtig fået gjort noget. Jeg har fået en masse bekendte, nogle af dem betegner jeg som venner og få som gode/tætte venner. Men det er allesammen nogen, som er almindelige typer, i hvert fald i mit hoved.

Jeg ved godt at indlægget er langt, men jeg ville gerne fortælle dig, om de personer, der inspirerer mig dagligt. Jeg stræber efter at være som dem, ikke som en kopi, men som en vidreføring af deres livsstil. Jeg synes at de gør verden til et bedre sted, på deres helt egen måde. Hvis vi allesammen bare var ligesom dem, så ville livet være mere lige til.

Vi ses lige pludselig. Hej hej.

 

Hej allesammen. Det her er en blog til mine tanker, til mine billeder, til min musik og til ting der generelt bare inspirerer mig. Jeg har en blog om min hverdag, men på det seneste har jeg følt en ændring inden i mig. Jeg har lyttet til "hipster" musik, såsom Ed Sheeran, Bernhoft, Tallest Man On Earth og Mads Langer. Det har gjort en ændring i min attitude. Jeg er i gang med re-thinke mig selv og hvem jeg er, og her kan I følge min process. Jeg kan ikke love at det bliver interessant, eller om det er noget permanent, men ligenu har jeg bare brug for at komme af med en hel masse. Det kan være at om et par dage, uger, måneder eller år, så er alt det her væk, og jeg er den "gamle" Emma. Eller, den Emma jeg er nu i andres hoveder. I mit hovede er jeg allerede forandret, men det er en lang process. Hvis I har lyst til at følge det, be my guest. Det her er mere til mig selv. Vi ses før I aner det. Later.