"I try and try but my obsession won't let me leave."
Så sandt, som det er sunget. Det er sgu så fucking irriterende. Jeg prøver med hele mit væsen at være ligeglad, men det kan jeg ikke. Hvad er der galt med mig? Der må være noget galt med mig. Jeg investerer for meget energi i alt, hvad jeg foretager mig. I morges havde jeg ét af de der momenter, hvor jeg bliver lammet og bare sidder i stilhed og tænker over hvor jeg er og hvem jeg er og hvordan jeg er kommet hertil. Det er udmattende. Jeg har svært ved at komme ud af dét der mood igen. Så sidder jeg dér. I en time. To timer. Sidder og stirrer tomt ud i luften. Tænker. Er alt for dybsindig. Gør mig overvejelser.

"I ponder of something great, my lungs will fill and then deflate."
Igen. Så sandt, som det er sunget. Jeg er seriøst den største stereotype, jeg kender. Min eksistens er en kliché. En joke. En gimmick. Det kan for helvede ikke være rigtigt at alt, jeg foretager mig, skal lamme mig og sende mig ind i en tankehvirvel af forvirring og eftertænksomhed? Det er irriterende. Udmattende. Ja, lammende. Jeg kan intet. Jeg kan sagtens gøre spontane ting, jo da. Men jeg ender alligevel altid med at sidde og overveje hele min eksistens efter noget tid. Det behøver ikke at betyde at der er sket noget kæmpe stort i mit - tværtimod. Det er de almindelige ting, der fucker med min hjerne. Hverdagens trummerum, som min far ville sige. Det er svært for mig at leve i nuet fordi en del af mig altid sidder fast. Enten i fortiden eller i fremtiden. Hvis ikke jeg har travlt med at fordøje hele min fortid på samme tid, så sidder jeg og tænker over den store fremtid og hvad der mon skal blive af mig. Jeg har utroligt svært ved at forestille mig selv som en ældre dame. Siddende i en lejlighed i udlandet. Alene. Forladt. Fordi hun ingen børn fik og hun blev berygtet for at være en sur gammel kælling på sine ældre dage. Det ser måske ud som om jeg har tænkt på det scenarie før. Det har jeg ikke, ærligt. Jeg kan ikke se mig selv som gammel. Nogle vil sikkert mene, at det er fordi jeg er ung og os unge har travlt med at være udødelige. Men jeg har aldrig set mig selv sådan. Om noget, frygter jeg altid for mig liv lidt for meget. Jeg er jo bange for alting, for fanden. Alt. Det at gå i seng kan give mig så meget angst, at jeg udskyder det. På trods af, at jeg er ved at besvime af træthed. Nogengange føler jeg mig som et levende paradox. Alt, hvad jeg gør, påvirker mig på to poler. Det gør mig virkelig glad og virkelig trist på samme tid. Min lykke er bundet af min ulykkelighed. Ad, hvor lyder jeg bare vigtig og selvhøjtidelig. Se selv! Jeg er en kliché! Den forpinte forfatter/kunstner/musiker/you-name-it. Der er en grund til at man vælger at gå efter en karriere i det kreative hjørne. Jeg har så mange tanker at alt omkring mig forsvinder. Jeg lever hele mit liv inde i mit hovede. Intet kan jeg gå let henover. Jeg er seriøst så klam at høre på nogengange. Fy. Ej. Ad. Nej tak. Jeg er en kæmpe idiot.

"All of these problems, they're all in your head. And I can't be somebody else."
Et mantra, jeg forsøger at leve efter. Jeg kan ikke redde hele verden. Og ingen forventer at jeg prøver. Min verden styrter ikke sammen, fordi der er nogen, der ikke kan lide mig. Eller, det burde den ikke. Men det gør den altså alligevel fra tid til anden. Så går jeg i selvsving og har ingen idé om, hvordan jeg skal stoppe det. Så skriver jeg. Jeg sætter mig ned, ligesom nu, og skriver til jeg kan få vejret igen. Min notesbog er fuld af små indslag fra dage, hvor jeg har følt mig overvældet. Positivt eller negativt. Det hele er der. Det er ret befriende at vide, at ingen kan læse det. Det er bare til mig selv. For future reference. Det er rart. Det befrier mig på en helt anden måde, end den her blog gør. Den her blog er til, når min tankestrøm skal have lov til at finde ord. Når jeg skal finde mit fodfæste. Når verden er forsvundet for mig og jeg forsøger at finde den igen. Det hjælper. Det er terapi. Nogle skriver sange. Nogle træner. Nogle danser. Jeg skriver. Jeg skriver så meget, at jeg er helt tømt for energi bagefter. Det fungerer langt bedre end at tage en dyb vejrtrækning. Når nu jeg ikke er i stand til at græde, er dét, at skrive, en perfekt løsning for mig. Det har samme virkning. Jeg føler mig drænet for energi og følelser. Jeg får mit syn tilbage og verden er pludselig i farver igen. Jeg er omringet af liv. Jeg er i stand til at slippe væk fra min tankestrøm og leve i de øjeblikke, der hele tiden har foregået rundt om mig. Jeg kan deltage aktivt igen. Det er rart. Men også lidt irriterende. At jeg skal nå så langt ud, at intet hjælper. At jeg er tvunget til at sætte ord på alt det, der gør ondt. Jeg bruger al min energi på ikke at tænke over, hvad det er, der gør at jeg ikke kan få vejret. Så pludselig at skulle sætte ord på det? Det er utrolig svært og smertefuldt. Men det er dét værd. Hvis jeg får bare en dag eller to hvor verden virker normal og overskuelig, så er det dét værd. Tror jeg. Går jeg ud fra. Der er altid ét eller andet, der gør ondt. Jeg er aldrig helt fri. Men sådan er det vel bare? Tror jeg. Går jeg ud fra. Jeg har aldrig kendt til andet. Det er en del af rutinen. Det er ligeså normalt for mig, som at gå i seng om aftenen - det giver mig så meget angst at jeg sidder fast i stampe og udsætter konfrontationen så længe jeg kan, selvom det er ved at slå mig ihjel.

Fordi, ja. Tankerne er der stadig. Og de larmer. Helt ekstremt. De bliver kun højere. Mere støjende. Sværere at ignorere. Men så bliver jeg stædig. Jeg kæmper imod. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at få dem til at tie stille længe nok til, at jeg kan få vejret. Jeg minder mig selv om hvor langt jeg er kommet. Hvorfor jeg valgte at sige farvel til dem. Hvorfor jeg stadig bekæmper dem, selvom de konstant sidder på ryggen af mig og tvinger mig i gulvet. Det er ikke dét værd. De er ikke dét værd. Jeg er kommet alt for langt til at lade dem vinde nu. Jeg har vundet over dem før. Da jeg var mindre og svagere. Dengang, jeg ikke vidste hvad det var de sagde til mig. Hvor jeg kun vidste, at det gjorde ondt at være i live. Hverdag. Hvert minute. Hvert sekund. Alt gjorde ondt. Dengang græd jeg. Helt enormt og hele tiden. Jeg vidste ikke hvorfor min krop gjorde så ondt. Jeg havde ikke den fjerneste anelse. Når man er 13-15 år gammel forstår man ikke så mange ting. Verden er forvirrende og det er man også selv. Det gør ondt at tænke på. Lige nu. I det her øjeblik. Jeg kan mærke, at jeg ikke har bearbejdet hvad der skete dengang. Jeg har begravet det. Ligesom alt andet. Det er dét, jeg er bedst til. Ikke at føle noget. At slukke for det. At gøre alting helt stille. Jeg kan stadig høre dem, men det er som om de prøver at snakke til mig igennem en lukket dør og intet af dét, de siger, når mig helt.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal afslutte det her. For jeg har åbnet for noget, der ikke skal åbnes for. Nogensinde. Jeg går højt op i at være urørlig. Følelsesforladt. Udelukkende positiv og sjov. Aldrig nede. Aldrig påvirket. Altid ovenpå. Det virker for det meste. Lige indtil jeg er alene. Så vælter min verden. Gang på gang. Hele tiden. Det er udmattende og irriterende. Men sådan er det bare. Jeg har lært at leve med det. Lært at leve med, at jeg altid er nede over ét eller andet. Jeg er en tom skal.

"I morgen er endnu en dag. Endnu en mulighed."
"Solen skinnede så fint i dag. Jeg håber også den skinner i morgen."
Jeg savner dig, farmor.