Jeg er på højskole. Og jeg har det rigtig godt. Overordnet set. Men der er bare stadig en del af mig, som bare insisterer på at have det virkelig nederen. Og jeg kan ikke stoppe det. Det sker bare. Ofte og hele tiden. Det er faktisk rigtig irriterende, fordi jeg lever af det jeg elsker at lave lige nu. Jeg arbejder med film nonstop, både praktisk og teoretisk. Men alligevel sidder der bare en lille fucking djævel på min skulder som bare ikke vil fatte et hint og skride langt væk. Jeg bruger al min energi på at være glad - og det virker skam også for det meste! Men så er der alle de gange, hvor jeg fejler og alt falder til jorden. Jeg kan gå fra at være manisk glad til at være på randen af tårer i flere timer, uden nogen form for forløsning. Det er udmattende. Det er ydmygende. Jeg er træt af det. Så fandens træt. Mit liv er rigtig godt. Sådan, rent objektivt set. Så jeg forstår bare ikke hvorfor min lille djævel stadig insisterer på at være i nærheden af mig. Jeg har intet at være ked af det over. Virkelig. Intet.

Dog alligevel føler jeg mig konstant utilstrækkelig i alt hvad jeg laver på højskolen. Min vennekreds bliver ikke større. Mine sociale færdigheder bliver ikke bedre. Min krop bliver ikke pænere. Mine jokes bliver ikke bedre. Mine film er meget gennemsnitlige - til tider bare rigtig dårlige. Ingen vil arbejde sammen med mig. Alle kigger skævt til mig. Jeg fylder for meget. Fysisk og personligt. Alt hvad jeg foretager mig er ikke godt nok. Jeg er ikke god nok til at gå her. Intet er godt nok. Jeg laver ikke nok film. Jeg involverer mig ikke nok. Jeg udfordrer ikke mig selv nok. Jeg er ikke god til det. Jeg hører slet ikke til i filmbranchen. Hvorfor vil jeg overhovedet det her? Alt virker så uoverskueligt og ligegyldigt. Filmverdenen er for stor. Og jeg er alt for lille. Jeg har ambitioner, men ingen idé om hvordan de skal gå i opfyldelse. Det hjælper heller ikke at én af mine bedste veninder på skolen, konstant fortæller mig hvor dårlig jeg er til producing. Jeg kan rigtig godt lide at være producer og jeg kan sagtens se mig selv arbejde med det professionelt. Men sådan ser hun det ikke. Hendes ego er på størrelse med Europa. På trods af, at hun udemærket godt kender til at hade sig selv og have det nederen uden grund. Det er svært at føle sig god nok, når menneskerne omkring én ikke kan se, at man har brug for komplimenter og encouragements. Jeg siger det aldrig højt. Jeg gemmer mig bag en masse dårlige jokes og en masse ligegyldige grin for at føle mig som et almindeligt menneske. Men inden under alt dét, ligger der en lille bitte Emma som bare gerne vil have at vide at hun gør det godt nok. Og ingen kan se det. Ingen siger det. Jeg føler mig så alene.

Jeg er begyndt at ryge. Når jeg er fuld. Når jeg får det dårligt. Når jeg har det som om at væggene på mit værelse er ved at vælte ned over mig. Når den knugende følelse i mit bryst bliver for meget. Når jeg ikke kan få vejret. Når tårerne presser på. Når jeg ikke kan få samling på noget som helst. Når alt falder til jorden. Så går jeg en tur i sneen. Så ryster jeg af kulde imens tårerne triller ned ad mine kinder og cigaretten hurtigt forvinder. Jeg får det kun værre af at ryge. Skyldfølelsen er alt for meget for mig. Jeg føler mig som en levende kliché. Den forpinte kunstner, som hader alt hvad hun laver. Sortseeren. Sylvia Plath typen. Hvem ved, hvad der er galt med mig. Men helt okay er jeg i hvert fald ikke. Jeg er langt fra okay. Intet hjælper. Ikke på lang sigt i hvert fald. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg tror jeg går en tur. Ryger endnu en smøg. Får det endnu værre med mig selv.