Jeg har altid haft det svært med begrebet "teenager".

Jeg har aldrig følt mig som én og da jeg aldersmæssigt officielt blev teenager, var jeg meget bevidst om, at jeg var anderledes. Jeg legede stadig med mine barbiedukker og jeg gik ikke op i drenge, fester eller alkohol på samme måde, som mine jævnaldrende gjorde. Jeg var utrolig forvirret. Jeg var 13 år gammel og jeg forsøgte i lang tid at glemme min barnlige side. Jeg prøvede at tvinge mig selv til, at ændre mine interesser. Jeg læste ugebladene, der alligevel bare lå i stuen og langsomt fik jeg opbygget en masse viden om diverse kendte og jeg studerede nærmest popkultur, da jeg fik øjnene op for den. Jeg ville så gerne være ligesom alle de andre.

Men det var jeg bare ikke. Jeg var ikke klar til at give slip på min barndom. Jeg fik meget uren hud da jeg var 12 år og jeg gjorde ikke noget ved det. Jeg gik ikke med make-up for at skjule det og min tøjstil blev ikke mere "voksen". Jeg ignorede og tog afstand fra alt, der var teenage-relateret. Jeg har, lige så længe jeg kan huske, altid haft det svært med teenagere og den stereotype opførsel, de alle sammen har. Da jeg var lille blev jeg drillet af nogle af de store børn og jeg har en idé om, at det er derfor jeg ikke kan lide teenagere. Jeg kan heller ikke lide, at min alder gør mig til teenager og placerer mig i den boks. Jeg er jo så meget andet, end lige dét.

Jeg har konsekvent taget afstand fra den normale og forventede opførsel, jeg burde have. Jeg går ikke op i de samme ting og jeg har aldrig rigtig accepteret at jeg er teenager. Nu er jeg 18 år og jeg er endelig ved at acceptere at jeg gerne må opføre mig dumt og drikke mig lidt for fuld. Jeg må gerne kysse med tre drenge på en aften og det er meningen, jeg skal have kærestesorger og skændes med mine veninder. Det forventes af mig. Eller, sådan føles det. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg ved godt, at det er meningen, jeg skal dumme mig imens jeg er ung. Det er bare svært for mig at acceptere, at jeg er ved at være voksen. Jeg savner egentlig bare min barndom.

Jeg savner hvor naiv jeg var. Jeg havde tillid til alle mennesker, på trods af min generte natur. Jeg havde ikke nogen mur bygget op omkring mig. Det, jeg hader allermest ved at vokse op, er den måde jeg bliver mere bevidst om tingene omkring mig. Pludselig er mine forældre ikke de her guddommelige figurer, som ingen fejl laver. Min storebror er ikke kun glad eller irriterende. Min familie er ikke perfekt. Jeg er ikke perfekt. Jeg er så bevidst om alt. Jeg observerer meget, da jeg er stille af natur i større sociale situationer. Jeg er så bevidst om, hvad folk omkring føler og hvad deres ansigter udstråler. Og jeg hader det. Jeg lægger mærke til alle detaljer og jeg hader, at min fantasiverden langsomt er blevet ødelagt.

Jeg er ikke længere naiv og den mur, jeg langsomt har fået opbygget, har flere lag end man kan forestille sig. Det lyder kliché, men sådan er det. Jeg har mistet tilliden til folk og der er en meget stor periode af mit liv, som jeg ikke snakker om. Nogensinde. Jeg omtaler min folkeskole som en dårlig oplevelse, men jeg nævner aldrig hvorfor. Jeg betegner 1.g som forvirrende og udmattende, men få ved præcist hvorfor. Der er mange ting, jeg foretrækker at holde hemmelige. Få personer kender hele min historie. De kender del af den, men ikke det hele. Der er sket nogle ting i mit liv, som jeg ikke vil huskes for eller mindes om. Jeg er ikke stolt af dem. Jeg foretrækker at glemme dem. Og det skal jeg have lov til.

Jeg har altid følt mig anderledes, selv da jeg var barn. Jeg foretrak at lege alene i min egen verden og jeg blev nærmest skuffet eller vred, hvis de andre børn kom over og spurgte om de måtte være med. Jo, jeg nød da at have venner, men jeg har altid elsket mit eget selskab højest. Ikke fordi jeg nødvendigvis er min egen største fan, men jeg finder bare en ro i, at være alene. Det er svært at forklare. Da jeg blev teenager blev det forstærket og jeg følte mig malplaceret og mærkelig i min vennegruppe. Jeg har altid følt, at jeg lever mit liv forkert og at jeg prioterer min tid forkert. Da jeg var 13/14/15 var alle mine venner altid ude og lave noget sjovt og sindssygt efter skole eller i weekenderne. Jeg var derhjemme. Jeg har det godt, når jeg er alene og jeg så det ikke som noget problem. Lige indtil min indstilling ændrede sig.

De sociale medier blev mere og mere kendte og Facebook kom til Danmark da jeg var omkring 13 år gammel. Lige da jeg var allermest sårbar. Nu kunne jeg jo se hvad mine venner lavede i deres fritid. Jeg begyndte at sammenligne deres liv med mit og jeg fik hurtig en fornemmelse af, at jeg burde være ked af det og pludselig ønskede jeg at mit liv skulle være mere socialt. Det har aldrig været dét, jeg har vægtet højest. Jeg har brug for at være alene efter en skoleuge, men fordi alle andre levede et meget socialt liv, følte jeg, at det burde jeg også. Dér, gik tingene ned ad bakke for mig.

Min følelse af, at jeg var anderledes og forket forfulgte mig helt til 2.g, vel og mærke med pauser ind imellem. I 2.g fandt jeg en plads i min klasse, hvor jeg følte mig tilpas. Jeg oplevede at have venner, der gav udtryk for, at de nød mit selskab. Ikke for at sige noget ondt om mine barndomsvenner, men de behandlede mig selvfølgelig anderledes fordi de har oplevet mine allerstørste bommerter da jeg var pre-teen osv. Jeg føler mig stadig anderledes af og til. Jeg interesserer mig ikke specielt for make-up og tøj, dog bruger jeg hver morgen omkring ti minutter på at "tage mit ansigt på", så at sige. Jeg er stadig ikke den vilde festabe, men jeg er begyndt at drikke alkohol. Jeg har oplevet store følelser og jeg har stadig dage, hvor jeg ikke kan lide mig selv særlig meget - netop fordi jeg ikke deler de samme interesser som de fleste andre.

Heldigvis er mit gymnaisum - og min klasse - meget åbne over for det, at være anderledes. Jeg kan være mig selv. Det hænger nok også sammen med, at vi allesammen er blevet nogle år ældre. Der er en anden form for accept end i folkeskolen. Jeg er rimelig sikker på at folkeskolens tendens til at dømme dem, der er anderledes, har medvirket til min følelse af, at være forkert. I 1.g var jeg ikke endnu blevet vant til, at jeg kunne være mig selv uden filter. Jeg var ikke mig selv. Jeg forsøgte desperat at passe ind og undgik at sige alt for radikale ting. Efterhånden som 2.g kom og gik, flygtede jeg helt ud af min skald og nu er jeg så meget mig, som jeg kan være i en menneskemængde.

Jeg holder nok aldrig op med at føle mig anderledes og forkert på ét eller andet plan. Men det gør ikke noget. Jeg ved, at det hele bare er en tanke i mit hovede. Jeg har venner, der forhåbentlig kan lide den jeg er. Ellers havde de nok ikke snakket til mig længere. Jeg har lært, at det er ligemeget om du ser anderledes ud - i form af akne eller lignende. Så længer du er selvsikker og udstråler selvsikkerhed, vil folk flokkes omkring dig. De er jo ligeglade med om du har en bums på kinden eller ej. Det er nok den vigtige lektion, gymnasiet har givet mig. Det har hjulpet mig rigtig meget, at gymnasiet har været så accepterende og befriende en oplevelse. Jeg føler at jeg er blomstret op og har fundet en måde at acceptere mig selv.

Ja, jeg hader stadig alt det, begrebet "teeanger" står for. Jeg hader det noget så inderligt. Jeg tager stadig afstand fra det, dog har jeg lettere ved at acceptere, at sådan er livet nu engang når man er 18-20 år gammel. Og det er helt okay med mig. Jeg minder tit mig selv om at jeg skal nyde min ungdom i stedet for at hade den stereotype opførsel, man ikke kan undgå at følge. Det er sgu helt okay at gå op i drenge, fester og alkohol. Det er helt okay at græde og bande over ligegyldigt drama. Men det er egentlig også rimelig cool ikke at gå op i det, resten af verden fortæller dig, du skal kunne lide. Just do you and I'll do me. Det er nok den bedste og vigtigste livslektion, jeg nogensinde har indset. Fuck de andre og gå dine egne veje. På ét eller andet tidspunkt møder du nogle mennesker, der accepterer dig for den du er. Og indtil da, ja, det bliver hårdt. Men det er det hele værd. Jeg har været så heldig at møde nogle mennesker, der får min følelse af forkerthed til at træde lidt i baggrunden når jeg er sammen med dem. Dem vil du også møde en dag. Det lover jeg dig.

"Hvad vil du gerne efter gymnasiet, Emma?"
Det spørgsmål får jeg jævnligt smidt i ansigtet fra alle sider. Det er ligemeget, hvor godt jeg kender personen eller hvad vores forhold er, folk vil gerne vide hvad student-Emma skal bruge sit liv på. Og det er pænt fucking svært at svare på. Jeg har jo en vision for min fremtid, som alle andre vel også går rundt med? Alle unge har en drøm - det har voksne og børn vel også, men jeg føler bare, at det er de unge, der oftest bliver konfronteret med deres.
Hvad vil jeg egentlig? Siden jeg var 14 år gammel har jeg drømt om at være skuespiller. At arbejde med film. Som årene gik, blev jeg mere og mere interesseret i det tekniske i film og kameraarbejdet, samt klipningen, lydsiden og de ikke-så-tilfældige tilfældigheder. Jeg vil være (film)instruktør. Ja, det vil jeg fandme. Det er svært at blive, men jeg brænder virkelig for film og tv-serier.
Når jeg ser Golden Globes, Emmys eller Oscars, drømmer jeg om selv at blive nævnt en dag. Når jeg sidder i biografen, drømmer jeg om at se mig selv på det store lærred. Jeg drømmer mig langt væk i filmens verden og jeg vil det. Ja, jeg vil fandme arbejde med film, koste hvad det vil!
Men, som alle ved, er showbusiness en svær branche. Jeg har aldrig rigtig mødt støtte nogle steder. Folk smiler, nikker og giver mig det sædvanlige "Nå, jamen det bliver da interessant!" og så skifter de emne. Jeg er skam ikke dum eller naiv. Jeg ved udemærket godt, hvor svært det er at leve af skuespil eller filmarbejde. Uddannelserne alene er fucking umulige at komme ind på. Jeg ved det godt. Det er ikke nemmere at tro på min drøm, når jeg ingen støtte har fundet.
Ja, min fars lillesøster har da givet mig de filmbøger, der stod på min ønskeseddel i 5-6 år. Og ja, jeg har da venner, der synes at min drøm er sej. Men kritik og uopfordring møder jeg for det meste. I højeste grad fra min far. Han ved ikke hvad hans kommentarer gør ved mit humør, men de sårer mig enormt. Derudover er der min mor. Én eneste gang har hun accepteret det, og da jeg var 11-12 hjalp hun mig med at sende billeder ind til en åben audition, samt en kort beskrivelse af mig selv (måske selv før jeg var 14 år ville jeg spille skuespil? Livs lang drøm, alligevel). Jeg fik ikke noget opkald og rollen gik, selvfølgelig, til en anden. Jeg ærgede mig længe. Dét er den eneste gang, jeg har følt mig opbakket og støttet i min allerstørste drøm. Det er 6-7 år siden.
Jeg har skam bedt om hjælp, men det eneste min mor har at sige, er at jeg da "selv må løfte bagdelen fra sofaen og lede efter auditions!" Jo, hun har da en pointe, men det er sgu ikke så nemt. Jeg aner ikke, hvor jeg skal kigge eller hvem jeg skal snakke med. Jeg læser ikke aviser og jeg er ikke medlem af tv3casting.dk - hvor fanden går man så hen? I've got no clue.
Jeg er fucking genert af natur og jeg er dårlig til at opføre mig fjollet foran andre. Dog har jeg oplevet skuespil-situationer i skolen, hvor jeg lukkede alt ude og udførte min rolle. Jeg har smagt på livet som skuepiller og det tiltaler mig.
Nogen vil måske mene, at mit gymnasiums anmelderroste musical ville være en udemærket start for mig. Eller måske en teater efterskole? Ak ja, jeg er helt enig. Jeg fik aldrig lov til at tage på efterskole, selvom jeg tiggede og bad i flere måneder. Ikke nok penge. Bullshit. Med hensyn til gymnasiets musical, kom jeg med den ene dårlige undskyldning efter den anden. Jeg kan ikke lide instruktøren, jeg havde hovedpine på audition dagen, jeg har for travlt, jeg vil hellere fokusere på mit gennemsnit, det er slet ikke min slags forestilling, jeg kan ikke synge osv. osv. - pinligt dårlige undskyldninger. Og her ligger problemet begravet. Jeg har svært ved at bevæge mig ud i ukendte situationer og jeg bliver rigtig utryg omkring mennesker jeg ikke kender. Jeg er fuld af humor og humør når jeg er sammen med mine venner (som jeg på mystisk vis har fået?), men omkring fremmede er jeg en tør fisk, der ikke kan aflæse situationens tone eller stemning. Jeg er elendig til at smalltalke og give gode førstehåndsindtryk. Det har været et problem for mig hele livet.
I skuespiller faget er det essentielt at kunne give gode førstehåndsindtryk. Casteren skal kunne se noget i dig, som ingen andre har. Du skal skilde dig ud. Jeg ligner alle andre skandinaviske tøser. Lyst hår, ca. 1,60 høj og slank. Meget normalt udseende.
Så jeg har efterhånden fået talt mig selv ud af min drøm. Manglende støtte og flere års udsættelse "på grund af skolen" og "mangel på tid", har nu gjort mig for bange og usikker. Jeg tør sgu ikke.

Men jeg vil det. Så inderligt. Jeg vil så gerne høre mit navn blive nævnt til Oscar uddelingen eller til Bodil-awards herhjemme. Men hvordan? Mit mål for mit liv er, at jeg flytter til LA eller NYC og forfølger drømmen. Det kræver ikke kun gåpåmod og mental styrke, men også rigeligt med penge. Penge, hverken jeg eller min familie har.

Så, hvad vil jeg efter gymnasiet? Ingen fucking idé. Min drøm er umulig. Jeg har været vidne til min storebrors knuste drøm om musikken - grundet min fars konstante nedgørelse og understregning af branchens usikkerhed. Min storebror er virkelig talentfuld, multi talentfuld faktisk. Jeg vil ikke ende dér. Han går på KUA nu og læser Kommunikation og IT. Bevares, han er glad for det, men det er ikke hans inderste drøm. Hvis jeg ender med at bo i USA og lave hobby skuespil imens jeg arbejder på en diner for at overleve, så er jeg tilfreds. Hvis jeg ikke bor i USA når jeg er 25-30, så har jeg fejlet mit liv. Groft sagt. Jeg vil ud, jeg vil forsøge livet som nystartet skuespiller. Jeg vil fandme ud og mærke fattigdommen og lorte-jobs. Fordi hvis jeg har et lorte job og bor i en lille bitte lejlighed, betyder det at jeg går efter min drøm. Jeg lod mig ikke nøjes med plan b. Dét er drømmen. Jeg vil leve mit liv, så længe jeg kan tillade mig det. Jeg vil være nomade og ikke være bundet fast til noget, som jeg er nu.

Fremtiden er virkelig tæt på nu. Jeg er ved at gå i panik. Jeg bliver student om ca. et halvt år. Sommerferie fuld af glade ansigter og fulde venner. Derefter bliver jeg 19 år. Livet som ung begynder. Jeg er voksen. Jeg er student. Det er forventet at jeg bliver voksen og tager ansvar. Jeg er langt fra klar til fremtiden. Faktisk, er jeg vred over, den er så tæt på. Skide-fucking-sur. Dérfor vil jeg arbejde med film. Jeg kan lege forevigt. Jeg behøver ikke at blive voksen i det fag. De lever af, at lade som om. Hele livet i en rolle. Ja tak! Lad mig forblive barn og lege forevigt. Godnat.