Jeg går nu ind i min sidste uge på min højskole.
Det har kriblet i mine fingre i flere dage nu for at skrive noget.
Vil egentlig helst skrive i hånden.
Men jeg har ikke en notesbog til dén slags.
Jeg har en bog til alle mine tanker.
I småbidder.
Små digte.
Jeg skal have købt én, hvor jeg kan skrive flere sider efter hinanden.
En i A4 størrelse.
Jeg har fået meget mere kærlighed til det håndskrevne efter jeg startede hér.
Jeg elsker det.
The aestethics.
Det er vildt prætentiøst
Men sådan er jeg jo.
Det kan jeg ikke løbe fra.
Jeg lever virkelig op til min stereotypiske forpinte kunstner livsstil.

For jeg ved ikke hvordan jeg har det. Jeg har ingen anelse. Jeg bliver ved med at fucke op og sende mig selv tilbage til start. Jeg slår mig selv hjem, som man siger. Siger man det? Nu gør jeg i hvert fald. Jeg er fuld af glæde og generel livsglæde, men det er rigtig svært for mig at opretholde længere tid ad gangen. Det er min egen skyld, helt klart. Jeg kan ikke finde ud af at være lykkelig. Jeg skal altid ødelægge på én eller anden måde. Jeg ved ikke hvorfor, men det er min automatiske reaktion, når noget godt sker. Hvor længer varer det denne her gang, før noget ødelægger det? Jeg har både oplevet at tidslinjen er blevet kortere - men også længere. Det er irriterende. Men det er samtidig også det mest sikre i hele mit liv. Lykken er kortvarig. Se nu dér, flere klichéer. Jeg skammer mig. Dagligt. Jeg er et levende bevis på, at internettet har ødelagt mig. Jeg er så fanden selvhøjtidelig altid. Går rundt og tror at jeg er vigtig og at min mening tæller. Ja, det er fint. Klart. Så længe du lever i troen.

Jeg ved godt, at min mening tæller. I teorien. Men nogengange føler jeg mig alligevel overvældet af, hvor lille og ubetydelig min stemme kan lyde. Jeg kan til tider føler, at jeg står og råber folk op i ansigtet - men at de stadig ikke kan høre mig. Sådan har jeg det mest med dem, der er tættest på mig. Mine tætteste relationer. De sårer mig altid mest. Fordi jeg regner med at de kender mig godt nok til, at kunne se når jeg råber. At de kan høre mig. Men det kan de sjældent. Derfor gør det så smerteligt ondt, helt ind i min sjæl. Når dem, der hører mig når jeg er allergladest, ikke kan høre mig når jeg står og råber om hjælp. Hvad er meningen så? Jeg ved det snart ikke.

Derfor er jeg også så evigt taknemmelig for Mathilde. For hun hører mig. Og hun vil gerne høre mig. Hun er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun er min evige redning. Min evige soulmate. Jeg elsker hende højere end noget andet. Hun er som en engel. Sendt til mig at holde mig i live. Det lyder vildt dramatisk, men det er sgu rigtigt. Hun hjalp mig da jeg som 15 årig ikke ville leve mere. Det vidste hun selvfølgelig ikke dengang, men måske hun ved det nu? Jeg ved i hvert fald bare med mig selv, at havde det ikke været for hende, havde mit liv set betydeligt anerledes ud. Måske havde der slet ikke været noget liv. Det er voldsomt skræmmende at tænke på, men det jo trods alt sandheden. Hun redder mig stadig. Konstant og hele tiden. Det er rart at vide, at hun er der. Selv når jeg har råbt mig selv hæs og ikke længere kan se meningen med at blive ved. Så tager hun fat i mit og tvinger mig til at stå fast ved mine følelser og råbe dem, bare en sidste gang.

Jeg lider lidt af en identitetskrise for tiden. For ja, jeg vil jo rigtig gerne lave film, men hvor folk omkring føler sig motiverede og inspirerede, føler jeg mig ekstremt overvældet. Branchen er så stor og jeg er så lille. Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker alt ved det. Jeg har aldrig følt mig mere som blommen i et æg, end jeg har gjort de sidste 8,5 måneder. Men det er så paradoksal en følelse at sidde med, for jeg vil det jo rigtig gerne! Jeg kan ikke se mig selv lave andet. Jeg tror bare at tanken om, at nu starter min karriere - dét skræmmer mig. Jeg er kun 20 år gammel. Jeg har jo forfanden ikke travlt. Tror mere det er dér, panikken manifesterer sig. Måske er det derfor jeg går så meget i krise og lukker af. Film? Mig? Nej! Det er for svært! Men det har jeg jo hele tiden vidst at det er. Jeg kan bare rigtig godt lide at gå i skole. Jeg er virkelig et skole-menneske. Derfor har jeg svært ved at se mig selv passe ind på et arbejdsmarked fra nu af og til jeg bliver gammel og grå og træt. Det er rigtig svært for mig ikke at gå lidt i panik over, at jeg på den måde er ved at fastlåse mig i en rolle, som jeg sagtens ved en fejl kunne blive i resten af mit liv. Dét er jeg ikke fan af.

Jeg har aldrig kunnet lide følelsen af, at jeg sidder fast. Jeg bliver altid utålmodig efter nye udfordringer, efter noget tid med den samme rutine. Fordi, ligeså meget som jeg elsker rutinen og at jeg ved, hvad jeg står op til om morgenen - ligeså meget hader jeg det. Det er nok også derfor jeg vil ud af Danmark. For at udfordre mig selv. For at leve lidt. For at teste mig selv. For at sikre mig, at jeg ikke sidder om 50 år og ærger mig helt sindssygt over, at jeg aldrig fik det gjort. Jeg har villet rejse ud af Danmark siden jeg 15 år gammel. Jeg har aldrig set min fremtid være i Danmark. Jeg var som fortryllet af London og New York - nu vil jeg bare gerne studere film. I udlandet. Så er det for mig lidt underordnet hvor det er.

Jeg har utroligt meget angst i min krop omkring dét, at blive voksen. Jeg har til tider svært ved at få vejret, bare ved tanken om at jeg en dag er gammel. Så er mit liv gået. Så kan jeg sidde dér og se tilbage på det hele. Med hvilken følelse? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig ville have børn - igen fordi jeg føler at de ville holde mig tilbage og begrænse mig og gøre mig til én, der pludselig har boet det samme sted hele sit liv og derfor aldrig fik gjort nogle af de ting, hun havde sat sig for. Fuck det. Men måske børn ville være en meget god idé alligevel? Jeg er utrolig bare for at blive ensom. Fordi hvis jeg ingen børn får, kan jeg jo bare sidde og se min storebror og hans familie. Så kommer jeg til at føle mig ensom, det er jeg sikker på. Jeg ved det ikke. Jeg er jo kun 20 år gammel. Hvem forventer at jeg har styr på det hele? Ikke mig, i hvert fald. Og det burde jeg heller ikke have endnu. Nu tager vi én dag ad gangen, ikke? Nu taget vi det roligt. Dybe vejrtrækninger. Stille og roligt.

Verden bevæger sig utroligt hurtigt, men det betyder jo ikke at jeg skal følge med den. Det er der ingen, der kan. Ikke engang de voksne. For hvornår er man egentlig voksen? Min mor har tit sagt at hun ikke føler sig voksen - kun når hun skal betale vigtige regninger eller hendes børn minder hende om det. Prøv og forestil jer, hvordan jeg bliver hvis jeg nogensinde får børn. Jeg ville bare sidde og stirre på dem noglegange og blive overvældet af en dyb identitetskrise. Jeg kan sgu aldrig rigtig finde ud af, at komme ud af mit hoved. Det er så svært for mig. Alt for svært. Det er irriterende, men jeg har lært at leve med det.

Jeg er så fanden dybsindig, altså. Hold nu kæft, hvor er jeg bare irriterende dyb at høre på.
Men sådan er jeg jo bare.
Det kan jeg ikke løbe fra.
Selvom jeg til tider gerne vil.
Jeg har lært at omfavne den kliché, jeg lever i.
Der er ikke andet at gøre.
Jeg er teatralsk.
Dramatisk.
Og fuld af lort.
Men det er sgu også meget sjovt.

"I try and try but my obsession won't let me leave."
Så sandt, som det er sunget. Det er sgu så fucking irriterende. Jeg prøver med hele mit væsen at være ligeglad, men det kan jeg ikke. Hvad er der galt med mig? Der må være noget galt med mig. Jeg investerer for meget energi i alt, hvad jeg foretager mig. I morges havde jeg ét af de der momenter, hvor jeg bliver lammet og bare sidder i stilhed og tænker over hvor jeg er og hvem jeg er og hvordan jeg er kommet hertil. Det er udmattende. Jeg har svært ved at komme ud af dét der mood igen. Så sidder jeg dér. I en time. To timer. Sidder og stirrer tomt ud i luften. Tænker. Er alt for dybsindig. Gør mig overvejelser.

"I ponder of something great, my lungs will fill and then deflate."
Igen. Så sandt, som det er sunget. Jeg er seriøst den største stereotype, jeg kender. Min eksistens er en kliché. En joke. En gimmick. Det kan for helvede ikke være rigtigt at alt, jeg foretager mig, skal lamme mig og sende mig ind i en tankehvirvel af forvirring og eftertænksomhed? Det er irriterende. Udmattende. Ja, lammende. Jeg kan intet. Jeg kan sagtens gøre spontane ting, jo da. Men jeg ender alligevel altid med at sidde og overveje hele min eksistens efter noget tid. Det behøver ikke at betyde at der er sket noget kæmpe stort i mit - tværtimod. Det er de almindelige ting, der fucker med min hjerne. Hverdagens trummerum, som min far ville sige. Det er svært for mig at leve i nuet fordi en del af mig altid sidder fast. Enten i fortiden eller i fremtiden. Hvis ikke jeg har travlt med at fordøje hele min fortid på samme tid, så sidder jeg og tænker over den store fremtid og hvad der mon skal blive af mig. Jeg har utroligt svært ved at forestille mig selv som en ældre dame. Siddende i en lejlighed i udlandet. Alene. Forladt. Fordi hun ingen børn fik og hun blev berygtet for at være en sur gammel kælling på sine ældre dage. Det ser måske ud som om jeg har tænkt på det scenarie før. Det har jeg ikke, ærligt. Jeg kan ikke se mig selv som gammel. Nogle vil sikkert mene, at det er fordi jeg er ung og os unge har travlt med at være udødelige. Men jeg har aldrig set mig selv sådan. Om noget, frygter jeg altid for mig liv lidt for meget. Jeg er jo bange for alting, for fanden. Alt. Det at gå i seng kan give mig så meget angst, at jeg udskyder det. På trods af, at jeg er ved at besvime af træthed. Nogengange føler jeg mig som et levende paradox. Alt, hvad jeg gør, påvirker mig på to poler. Det gør mig virkelig glad og virkelig trist på samme tid. Min lykke er bundet af min ulykkelighed. Ad, hvor lyder jeg bare vigtig og selvhøjtidelig. Se selv! Jeg er en kliché! Den forpinte forfatter/kunstner/musiker/you-name-it. Der er en grund til at man vælger at gå efter en karriere i det kreative hjørne. Jeg har så mange tanker at alt omkring mig forsvinder. Jeg lever hele mit liv inde i mit hovede. Intet kan jeg gå let henover. Jeg er seriøst så klam at høre på nogengange. Fy. Ej. Ad. Nej tak. Jeg er en kæmpe idiot.

"All of these problems, they're all in your head. And I can't be somebody else."
Et mantra, jeg forsøger at leve efter. Jeg kan ikke redde hele verden. Og ingen forventer at jeg prøver. Min verden styrter ikke sammen, fordi der er nogen, der ikke kan lide mig. Eller, det burde den ikke. Men det gør den altså alligevel fra tid til anden. Så går jeg i selvsving og har ingen idé om, hvordan jeg skal stoppe det. Så skriver jeg. Jeg sætter mig ned, ligesom nu, og skriver til jeg kan få vejret igen. Min notesbog er fuld af små indslag fra dage, hvor jeg har følt mig overvældet. Positivt eller negativt. Det hele er der. Det er ret befriende at vide, at ingen kan læse det. Det er bare til mig selv. For future reference. Det er rart. Det befrier mig på en helt anden måde, end den her blog gør. Den her blog er til, når min tankestrøm skal have lov til at finde ord. Når jeg skal finde mit fodfæste. Når verden er forsvundet for mig og jeg forsøger at finde den igen. Det hjælper. Det er terapi. Nogle skriver sange. Nogle træner. Nogle danser. Jeg skriver. Jeg skriver så meget, at jeg er helt tømt for energi bagefter. Det fungerer langt bedre end at tage en dyb vejrtrækning. Når nu jeg ikke er i stand til at græde, er dét, at skrive, en perfekt løsning for mig. Det har samme virkning. Jeg føler mig drænet for energi og følelser. Jeg får mit syn tilbage og verden er pludselig i farver igen. Jeg er omringet af liv. Jeg er i stand til at slippe væk fra min tankestrøm og leve i de øjeblikke, der hele tiden har foregået rundt om mig. Jeg kan deltage aktivt igen. Det er rart. Men også lidt irriterende. At jeg skal nå så langt ud, at intet hjælper. At jeg er tvunget til at sætte ord på alt det, der gør ondt. Jeg bruger al min energi på ikke at tænke over, hvad det er, der gør at jeg ikke kan få vejret. Så pludselig at skulle sætte ord på det? Det er utrolig svært og smertefuldt. Men det er dét værd. Hvis jeg får bare en dag eller to hvor verden virker normal og overskuelig, så er det dét værd. Tror jeg. Går jeg ud fra. Der er altid ét eller andet, der gør ondt. Jeg er aldrig helt fri. Men sådan er det vel bare? Tror jeg. Går jeg ud fra. Jeg har aldrig kendt til andet. Det er en del af rutinen. Det er ligeså normalt for mig, som at gå i seng om aftenen - det giver mig så meget angst at jeg sidder fast i stampe og udsætter konfrontationen så længe jeg kan, selvom det er ved at slå mig ihjel.

Fordi, ja. Tankerne er der stadig. Og de larmer. Helt ekstremt. De bliver kun højere. Mere støjende. Sværere at ignorere. Men så bliver jeg stædig. Jeg kæmper imod. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at få dem til at tie stille længe nok til, at jeg kan få vejret. Jeg minder mig selv om hvor langt jeg er kommet. Hvorfor jeg valgte at sige farvel til dem. Hvorfor jeg stadig bekæmper dem, selvom de konstant sidder på ryggen af mig og tvinger mig i gulvet. Det er ikke dét værd. De er ikke dét værd. Jeg er kommet alt for langt til at lade dem vinde nu. Jeg har vundet over dem før. Da jeg var mindre og svagere. Dengang, jeg ikke vidste hvad det var de sagde til mig. Hvor jeg kun vidste, at det gjorde ondt at være i live. Hverdag. Hvert minute. Hvert sekund. Alt gjorde ondt. Dengang græd jeg. Helt enormt og hele tiden. Jeg vidste ikke hvorfor min krop gjorde så ondt. Jeg havde ikke den fjerneste anelse. Når man er 13-15 år gammel forstår man ikke så mange ting. Verden er forvirrende og det er man også selv. Det gør ondt at tænke på. Lige nu. I det her øjeblik. Jeg kan mærke, at jeg ikke har bearbejdet hvad der skete dengang. Jeg har begravet det. Ligesom alt andet. Det er dét, jeg er bedst til. Ikke at føle noget. At slukke for det. At gøre alting helt stille. Jeg kan stadig høre dem, men det er som om de prøver at snakke til mig igennem en lukket dør og intet af dét, de siger, når mig helt.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal afslutte det her. For jeg har åbnet for noget, der ikke skal åbnes for. Nogensinde. Jeg går højt op i at være urørlig. Følelsesforladt. Udelukkende positiv og sjov. Aldrig nede. Aldrig påvirket. Altid ovenpå. Det virker for det meste. Lige indtil jeg er alene. Så vælter min verden. Gang på gang. Hele tiden. Det er udmattende og irriterende. Men sådan er det bare. Jeg har lært at leve med det. Lært at leve med, at jeg altid er nede over ét eller andet. Jeg er en tom skal.

"I morgen er endnu en dag. Endnu en mulighed."
"Solen skinnede så fint i dag. Jeg håber også den skinner i morgen."
Jeg savner dig, farmor.