I don't know anymore.
Jeg ved ikke hvad jeg laver eller hvorfor jeg skriver her.
Min ynglings hjemmeside er lukket.
Mit trygge sted, er væk.
Jeg bruger næsten aldrig Instagram mere.
Jeg kan ikke længere se pointen i at poste et billede af mit ansigt hver dag.
Dog har jeg nået 101 followers, hvilket jeg er utrolig stolt af.
Jeg savner José, rigtig meget.
Det gør mig glad når han, ud af det blå, skriver til mig.
Jeg håber, han har det godt.
Jeg bekymrer mig om ham, alt for tit.
Jeg håber at Caroline har det godt i Pennsylvania.
Jeg savner også hende, rigtig meget.
Jeg håber at Mathilde tager med mig i skole i uge 7.
Jeg vil gerne vise hende min verden.
Det, jeg går op og ned ad hver dag.
Caroline og Mathilde, de er mine.
Det gør mig trist, at jeg har skiftet position i klassen.
Men det gør mig glad, at min vennekreds er blevet større.
Jeg savner Rikke.
Jeg savner Casper.
Ja, jeg savner endda Nikolaj.
Selvom jeg går op og ned ad dem hver dag.
Så savner jeg vores lille, trygge gruppe.
Jeg er så stresset lige for tiden.
Skolen, lektierne, afleveringer, job, dans, forpligtelser.
Jeg har ikke noget job efter mandag.
Skal finde noget nyt.
Sidste aflevering er, foreløbig, 14. December.
Har brug for ferie.
Jeg kan godt lide mit hår.
Det er tykt og blødt.
Det har et flot fald, når det bare hænger over mine skuldre.
Min hud er blevet rigtig god.
Det er dejligt, da det har en været en kamp at nå hertil.
Jeg føler ikke længere at jeg hører til et andet sted.
I've found my place.
For now.